Om Københavnertinget

Her kan du læse alt om Københavnertinget

Københavnertinget er et borgerting. Et borgerting er en demokratisk deltagelsesform, hvor en gruppe borgere udvikler konkrete anbefalinger til komplekse, samfundsrelaterede spørgsmål eller udfordringer. Vi kalder Københavns Kommunes borgerting for ”Københavnertinget”, fordi folk der bor i København, ikke bare er borgere - de er københavnere.



Medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation beslutter det tema, Københavnertinget arbejder med. Det er også Borgerrepræsentationsmedlemmer, som efterfølgende behandler de anbefalinger, Københavnertinget udarbejder.

I 2023 er det blevet besluttet, at Københavnertinget skal formulere fælles anbefalinger til politikerne med udgangspunkt i følgende spørgsmål:

Hvordan udvikler vi sammen København med trivsel og rum til alle, så:

  • så mange som muligt har mulighed for at deltage i byens liv? 
  • flere har mere indflydelse på og tager medansvar for, hvordan byens rum og bydele udvikler sig?
  • vi skaber bedre rammer for god mental sundhed? 
  • vi får plads til idræts- og kulturfaciliteter, når vi bor så tæt? 
  • vi forebygger ulovlig forskelsbehandling?

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Kultur, og Fritidsudvalget, Sundheds- og Omsorgsudvalget, Socialudvalget og Teknik- og Miljøudvalget har forpligtet sig på at tage imod de anbefalinger, Københavnertinget udarbejder på baggrund af disse spørgsmål. 

Københavnertingets medlemmer findes gennem en bred borgerlodtrækning, der tager højde for en række parametre om køn, alder og uddannelse. Det sikrer, at Københavnertinget afspejler byens befolkning, og at mange forskellige perspektiver kan bringes i spil.

 

FAQ om Københavnertinget

Vis alle

Hvad er Københavnertinget?

Københavnertinget er et borgerting. I et borgerting bliver en repræsentativ gruppe af borgere udvalgt ved stratificeret lodtrækning. De bliver bedt om at arbejde med et bestemt tema og spørgsmål, som i København er stillet af borgerrepræsentationen. Københavnertinget arbejder uafhængigt, og får undervejs input fra eksperter og rådgivere. Medlemmerne har stor indflydelse på hvilke eksperter, der inviteres ind, og vil oftest også lytte til holdningseksperter og interessenter. Københavnertinget ender med at formulere en række anbefalinger baseret på deres arbejde, som overdrages til politikerne. 

Hvad skal Københavnertingets medlemmer lave?

Deltagerne i Københavnertinget mødes i ca. 35 timer for at lytte til eksperter, diskutere problemstillinger og formulere fælles anbefalinger til politikerne med udgangspunkt i spørgsmålet: “Hvordan udvikler vi sammen København med trivsel og rum til alle?”. Anbefalingerne afleveres til politikere og fagforvaltninger i Københavns Kommune.

Er Københavnertinget uafhængigt?

Ja. Københavnertinget er borgernes, og borgerne arbejder fuldstændig uafhængigt med afsæt i de retningslinjer, som OECD har opstillet for borgerting og borgersamlinger. Københavnertinget bliver altid betjent af et uafhængigt tredjepartssekretariat. Målet er at sikre armslængde og transparens i overensstemmelse med OECD’s retningslinjer. Formålet med sekretariatsbetjeningen er også at hjælpe Københavnertinget med at udarbejde anbefalingerne på et vidensbaseret, faktuelt og nuanceret grundlag. Københavnertinget arbejder inden for en given opgave og får tilknyttet en uafhængig ekspertgruppe, som Københavnertingets medlemmer kan trække på i deres arbejde. 

Skal politikerne rette sig efter hvad Københavnertinget siger?

Københavnertingets medlemmer vurderer problemstillinger og kommer med anbefalinger. Det er ikke medlemmerne, der designer de endelige løsninger og beslutter om, og i givet fald hvordan, de skal føres ud i livet. De vil ofte udvikle visioner, anbefalinger, idéer og eksempler. Processen svarer til at nedsætte en kommission, der kommer med anbefalinger til politikerne. Som altid er det de folkevalgte politikerne, der på baggrund af anbefalinger og øvrig viden, skal træffe de endelige beslutninger – også i dette tilfælde.

Hvordan finansieres Københavnertinget?

Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune besluttede at igangsætte en række pilotprojekter for styrket københavnerinddragelse i forbindelse med Overførselssagen 2021-2022. Dermed finansieres Københavnertinget af Københavns Kommune.

Kan man følge med i Københavnertingets arbejde undervejs?

Ja. Alle har mulighed for at følge med her på Københavnertingets hjemmeside. Når platformen bliver åbnet for input fra offentligheden, kan man her komme med input, viden og partsindlæg til brug for Københavnertingets arbejde. Man kan samtidigt deltage ved et åbent borgermøde eller deltage som observatør, når Københavnertinget mødes fysisk.

Er Københavnertinget repræsentativt?

Københavnertinget skal udgøre et "mini-København" og på den måde repræsentere de forskellige mennesker og synspunkter, der findes i byen. Til at sikre dette, inviterer vi på tre forskellige måder:

  1. Vi inviterer 50.000 københavnere gennem e-boks til at tilmelde sig en stratificeret lodtrækning. Dem som bliver inviteret er tilfældigt valgt ud fra køn, alder og bydel. Hvis man får en invitation, og gerne vil deltage, skal man svare på et spørgeskema. I spørgeskemaet svarer man på en række spørgsmål, der afdækker en række socioøkonomiske forhold, og om man  tilhører en minoritet eller en majoritet for eksempel i forhold til handicap, etnicitet eller seksualitet. 

     
  2. Københavnere som ikke åbner e-boks, har også mulighed for at blive inviteret og svare på spørgeskemaet. Vi besøger nemlig udvalgte bydele, hvor vi deler fysiske kopier af invitationen ud, og hjælper interesserede københavnere med at svare på spørgeskemaet på medbragte tablets. 

     
  3. Derudover har vi reserveret pladser i Københavnertinget til københavnere, som bliver udpeget af relevante organisationer. Hvilke organisationer der er relevante ved vi først, når vi har modtaget alle svar fra spørgeskemaet.

Du kan læse mere om vores lodtrækningsstrategi, udvælgelseskriterier og Københavnertingets sammensætning ved at klikke på filen herunder. 

Lodtrækningsstrategi og Københavnertingets sammensætning